Munck Forsyningsledninger

Munck Forsyningsledninger skal udføre Baltic Pipe-gasledning tværs over Fyn

12. januar 2021  |  

Kort før jul indgik Munck Forsyningsledninger a/s, i Joint Venture med tyske Vorwerk og belgiske Denys, kontrakt med Energinet om udførelsen af den fynske strækning af Baltic Pipe gasledningen.

Baltic Pipe skal forbinde den eksisterende gasledning Europipe II mellem Norge og Tyskland, som ligger i Nordsøen, med Danmark og Polen. På dansk jord påbegyndes etableringen ved Houstrup Strand i Vestjylland, hvorfra gasledningen forløber tværs over Jylland, Fyn og Sjælland. Det er etablering af den fynske strækning, som Munck Forsyningsledninger i samarbejde med Vorwerk og Denys netop har indgået aftale om. 


Ser frem til snarlig projektopstart

Det er med stor tilfredshed, at vores Joint Venture nu har underskrevet kontrakten med Energinet. Opgaven er utrolig spændende, både teknisk og logistisk, og vi ser meget frem til at sætte skovlen i jorden her i begyndelsen af 2021”, udtaler adm. direktør i Munck Forsyningsledninger Flemming Skøtt.

Strækningen på de ca. 78 km gasledning går fra kysten mellem Nyborg og Kerteminde tværs over Fyn, hvor den krydser Lillebælt syd for Middelfart. Ud over installation af selve rørledningen omfatter opgaven også etablering af 7 ventilstationer på strækningen.

Den samlede entreprisesum lyder på over 500 mio. kr.


Stor erfaring med internationale forsyningsprojekter

Joint Venturets tre parter, Munck Forsyningsledninger, Vorwerk og Denys, har alle stor erfaring med lignede ledningsprojekter, herunder etablering af gasledninger i både Tyskland og andre steder i Europa.

De tre Joint Venture-partnere supplerer hinanden rigtig godt. Mens Vorwerk og Denys er stærke på rørhåndtering, svejsning og testning, er Munck Forsyningsledninger særligt stærke på anlægsdelen og ikke mindst lokalkendskabet”, fortæller Flemming Skøtt.

Det indledende anlægsarbejde forventes påbegyndt i starten af 2021, når forholdene tillader det, og projektet forventes afsluttet ultimo 2021. Tidsplanen er således forholdsvis komprimeret, og der skal præsteres en høj produktion hver dag.

Vi forventer at kunne beskæftige op mod 300 medarbejdere samt flere underentreprenører på projektet. Planlægningen er så småt gået i gang, og vi glæder os rigtig meget til samarbejdet med Energinet”, slutter Flemming Skøtt.

 

Om Munck Forsyningsledninger a/s
Munck Forsyningsledninger a/s, som er en del af koncernen Munck Gruppen a/s, er specialiseret inden for kabel- og ledningsprojekter samt anlægsarbejde, herunder alt fra gas, fjernvarme, fiber, el, vand og kloak til mere traditionelle anlægsarbejder. Munck Forsyningsledninger beskæftiger ca. 700 medarbejdere samt en række underentreprenører.

Tilfredsstillende regnskab
Munck Forsyningsledninger a/s har netop offentliggjort regnskabet for perioden 1.10.2019 – 30.9.2020.
Regnskabet viser en omsætningsfremgang på 13%, i forhold til året før, og er dermed hævet til 1,1 mia. Overskud før skat lyder på 60 mio. og er dermed mere end fordoblet i forhold til året før, hvilket selskabets administrerende direktør Flemming Skøtt betegner som tilfredsstillende.


Nærmere information
For yderligere oplysninger, kontakt venligst adm. direktør Flemming Skøtt på tlf. nr. 4011 4289

 

 

->  Se flere nyheder