Munck Forsyningsledninger og Haderslev Fjernvarme indgår endnu en aftale

18. april 2024  |  

Munck Forsyningsledninger og Haderslev Fjernvarme har netop indgået aftale på fjernvarmeudrulning. Denne gang handler det om udførelse af de sidste to etaper i Haderslev Fjernvarmes store udvidelsesplan.  

Munck Forsyningsledninger har siden august 2021 været i gang med udførelse af Haderslev Fjernvarmes store udvidelsesplan, som i alt vedrører konvertering af ca. 3.300 boliger fra gas til fjernvarme.

Projektet omfatter 12 delområder og har været opdelt i tre udbud. Med den indgåede aftale på de sidste områder i Sydbyen og Marstup har Munck forsyningsledninger dermed vundet alle tre udbud i Haderslev. 

”Vi er utrolig glade og stolte over at få lov til at være med til at føre Haderslev Varmes store udvidelsesprojekt helt til enden. Vi har været med helt fra starten og har gennem de seneste 2,5 års arbejde fået opbygget et godt og tillidsfuldt samarbejde med Haderslev Fjernvarmes organisation og de lokale myndigheder”, fortæller regionsdirektør i Jylland Per Jensen.

Fremdrift og samarbejde i fokus
Siden efteråret 2021 har der været høj fremdrift på projekterne, hvor Munck i gennemsnit i perioden har beskæftiget ca. 75 personer. Indtil videre er der nedlagt ca. 41 km hovedledning og ca. 46 km stikledning, hvilket svarer til knap 2/3 af det samlede projekt. Udvidelsesplanen forventes afsluttet ved udgangen af 2025.  

”Hos Haderslev Fjernvarme har det været vigtig for os at sikre, at tidsplanerne blev overholdt, da vi på forhånd har lavet faste aftaler med kunderne om, hvornår de kunne forvente at få fjernvarme. Dette er lykkes rigtig godt qua vores gode og konstruktive samarbejde med Munck. De udfordringer, som man altid møder på projekter som disse, løses i fællesskab med forståelse for hinandens behov. Dette gør, at begge parter arbejder for samme mål - netop at få fjernvarme ud til vores kunder hurtigst muligt”, udtaler direktør i Haderslev Fjernvarme Morten Hartmann.

Høj aktivitet og beskæftigelse
I Jylland arbejder Munck Forsyningsledninger på flere store rammeaftaler inden for fjernvarmeområdet bl.a. i Aarhus, Silkeborg, Hadsten, Horsens, Trekantområdet og i Sønderborg. ”Med den nye aftale i Haderslev vil over halvdelen af medarbejderne i Munck Forsyningsledninger i det jyske beskæftige sig med fjernvarme den kommende tid. Derudover oplever vi, at der i forbindelse med den grønne omstilling også er stor efterspørgsel på etablering af nye el-kabler og etablering af lade-infrastruktur”, oplyser Per Jensen.

Se flere nyheder