16. november 2021 | Udfordringer var der nok af i weekenden i uge 45, hvor Munck Forsyningsledninger udførte gravearbejderne ifm. tilslutning af en fjernvarmeledning ved Platinvej i Kolding. Udfordringer til trods blev opgaven løst til tiden, og der var efterfølgende stor ros fra bygherre (TREFOR Varme A/S) til Munck Forsyningsledningers gravehold.
Stram tidsplan under svære betingelser
Arbejdet krævede først og fremmest at Platinvej blev spærret af. Der var givet tilladelse til afspærring i tidsrummet fredag aften kl. 18.00 til mandag morgen kl. 06.00, hvor der skulle være asfalteret igen. Derudover skulle der tappes ca. 100 m3 vand af ledningsnettet, og alle svejsninger skulle godkendes i røntgenkontrol. Udførelsen blev tilmed besværliggjort af en række uforudsete hændelser, såsom:
- En T-muffe på vandledningen, som begyndte at bevæge sig og krævede omgående udskiftning.
- En fastspænding på den gamle Platinvej-fjernvarmeledning, som ikke længere er i drift, placeret lige ud for, hvor de nye T-afgreninger skulle skæres ind.
- Afstanden mellem frem og retur på Platinvej-ledningen var ca. 15-20 cm, hvilket medførte at der skulle findes plads til afgreningen.
Selvom der var tale om en krævende proces, hvor alle arbejdede for fuld damp, blev der på intet tidspunkt gået på kompromis med sikkerheden. Hos Munck ønsker vi at passe på hinanden, og der løbes ingen risici, som kan påvirke sikkerheden – uanset hvor travlt vi har.
Hos TREFOR Varme A/S vidste man godt, at der ikke var tale om nogen nem opgave. Indsatsen blev derfor belønnet med rosende ord fra projektleder i TREFOR Varme A/S, Michael Rothmann: ”På trods af svære betingelser, lykkedes det at blive færdige, således at der var asfalteret mandag morgen. Grunden til at vi nåede det, skyldes en helt ekstraordinær indsats af Østergaards smede samt Munck Forsyningsledningers gravehold”.
|