Frihed under ansvar, tillid og opbakning samt mulighed for kontinuerlig udvikling. Disse faktorer peger Brian Laursen fra Munck Forsyningsledninger på, når han skal forklare, hvordan han endte i sit nuværende job som formand.
Da Brian Laursen tilbage i 2001 startede som almindelig ”håndmand” i Munck Forsyningsledninger, dengang Skanska, var han ikke selv klar over, at han i dag ville stå med et job som formand.
”Jeg startede som håndmand og maskinfører, hvor jeg kørte minigraver og spilplov. Allerede her bemærkede jeg den store grad af tillid, som jeg synes er ret kendetegnende for Munck. Der var helt oppefra tillid til, at vi medarbejdere i sjakket sammen med vores formand nok skulle få løst dagens opgaver. Også indbyrdes i sjakket kunne vi virkelig regne med hinanden. For mig er tilliden helt afgørende – og det motiverer mig til at give den en ekstra skalle”, fortæller Brian.
Slog til, da der pludselig manglede en sjakbajs
I 2007 ændrede Brians rolle sig:
”Min daværende projektleder fik på et tidspunkt brug for ekstra hjælp til opmåling og assistance på andre områder. Jeg meldte mig på banen, og min rolle ændrede sig til sjakbajs, hvor jeg fik lidt mere indblik i, hvad der foregik bag skrivebordet. Mit samarbejde med kollegaerne i sjakket ændrede en smule form herefter, men de bakkede mig 100 % op, og jeg oplevede de nye opgaver som rigtig spændende.”
I 2011 skulle kontrakten rettes til endnu en gang, og titlen ”Formand” blev skrevet på:
”Det skete bare helt naturligt over tid, som jeg fik mere og mere erfaring med ledelse og indblik i det mere administrative. Jeg blev også løbende klædt på med kurser og deltog i Muncks interne uddannelsesforløb. Men vigtigst af alt, blev der udvist tillid til, at jeg kunne løfte ansvaret”, fortæller Brian.
Ikke to dage er ens!
Der er efterhånden fløjet 21 år hos Munck Forsyningsledninger, og Brian trives stadig i rollen som formand:
”Det er jo rigtig mange år, men heldigvis er der løbende sket nyt undervejs. Jeg har udviklet mig personligt og fagligt, og jeg har altid fået lov til at løse mine opgaver med frihed under ansvar og masser af selvindflydelse. Dét, kombineret med den store grad af variation i opgaverne, trives jeg supergodt i”, fortæller han og fortsætter:
”I dag består mine opgaver af alt lige fra ledelse af medarbejdere, kundepleje, tilsyn, økonomiopfølgning, beregning af mindre tilbud, planlægning af ressourcer og materiel og meget, meget mere! I 2015 fik jeg også muligheden for at rejse ud i 7 måneder i forbindelse med et fiberprojekt i Norge. Jeg var med til at starte projektet op helt fra scratch, hvor jeg bare endnu en gang oplevede at have ledelsens opbakning og fulde tiltro til, at det her, det skulle jeg nok få til at fungere.”
Brian har gennem årene arbejdet med alt lige fra etablering af vand, fiber, el og fjernvarme samt udført forskellige belægningsarbejder.
Munck Forsyningsledninger lancerer ny formandsuddannelse i foråret 2022
I Munck Forsyningsledninger søges der løbende nye, dygtige formænd og medarbejdere, der kan se sig selv i formandsrollen på sigt.
Som et nyt initiativ lanceres i foråret 2022 et nyt formandsuddannelsesforløb med plads til omkring 10 formandsaspiranter. Det vil sige medarbejdere med praktisk erfaring fra branchen, eksempelvis med nuværende funktion som sjakbajs eller lignende, som gerne vil klædes på til jobbet som formand.
Forløbet tager 2 år og er bygget op af kurser, sidemandsoplæring og individuel mentorvejledning.
Du kan læse meget mere om Munck Forsyningsledningers nye formandsuddannelse her, hvorfra du også kan indsendes CV og ansøgning til forløbet.